Ansøg

Hvem kan søge

Jurafondens formål er efter ansøgning at yde støtte til jurastuderende ved det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet til (a) konkrete aktiviteter, der kan fremme studiemiljøet på jurastudiet i København, og (b) studieophold i udlandet af minimum 3 måneders varighed.

Bestyrelsen modtager ansøgninger løbende og vil tage stilling til modtagne ansøgninger på sit næste bestyrelsesmøde. Bestyrelsen mødes som udgangspunkt 4 gange årligt.

 

Ansøg om støtte til konkrete aktiviteter, der kan fremme studiemiljøet på jurastudiet i København

Alle, der gerne vil være med til at udvikle studiemiljøet, og som synes, der mangler nogle faglige og sociale elementer på jurastudiet i København, opfordres til at søge midler fra Jurafonden.

Jurafonden kan søges af alle jurastuderende, der er indskrevet på Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet, uanset årgang og alder. Der kan ansøges løbende gennem hele året.

Send en motiveret ansøgning om støtte til et projekt, der kan forbedre studiemiljøet på ansogning@jurafonden.dk.

Ansøgere opfordres til at vedlægge ansøgningen et udførligt budget over det relevante projekt.

 

Ansøg om støtte til studieophold i udlandet af minimum 3 måneders varighed

Du kan ansøge om økonomisk støtte til studieophold i udlandet af minimum 3 måneders varighed.

Send en motiveret ansøgning til ansogning@jurafonden.dk. Vi behandler ansøgninger om støtte til studieophold løbende. Ved at sende en ansøgning til Jurafonden accepterer du, at Jurafonden behandler de i ansøgningen indeholdte personoplysninger – se mere herom nedenfor.

Med ansøgningen beder vi dig som minimum vedlægge:

1) CV

2) Et budget for studieopholdet – eventuelt med konkret angivelse af, hvilken udgiftspost du ønsker, at legatet skal dække.

3) En fondsliste, dvs. en liste over de øvrige legater/fonde, som du har ansøgt om støtte til dit studieophold fra. Fondslisten skal angive hvilke legater, du eventuelt allerede har fået tildelt, med beløbsstørrelse.

4) Dit nomineringsbrev fra Københavns Universitet.

5) Dit optagelsesbrev (letter of enrolment) fra værtsuniversitetet (dette kan eventuelt eftersendes, men legater kan ikke udbetales, før optagelsesbrevet er modtaget).

 

Når vi har modtaget din ansøgning, sender vi en kvittering herfor samt en angivelse af, hvornår du kan forvente at få svar på ansøgningen.

 

Persondata

Jurafondens bestyrelse behandler det persondata, som er indeholdt i det materiale, du sender til Jurafonden i forbindelse med din ansøgning om støtte. Dette vil typisk omfatte: navn, e-mailadresse, uddannelsesforhold, ansættelsesforhold, nationalitet og CPR-nr., men kan også omfatte mere og andet afhængig af hvilket materiale, du som ansøger vælger at sende til Jurafonden i forbindelse med din ansøgning.

Formålet med Jurafondens behandling af din persondata er at behandle din ansøgning i overensstemmelse med Jurafondens vedtægter. Vi behandler ikke din persondata til andet end at træffe beslutning om din ansøgning.

Ved at sende en ansøgning til Jurafonden accepterer du, at Jurafonden behandler din persondata for at behandle din ansøgning.

Jurafondens bestyrelsesmedlemmer har tavshedspligt. Alt materiale, herunder persondata, behandles strengt fortroligt i overensstemmelse med bestemmelserne herom i Jurafondens forretningsorden.

Jurafonden opbevarer din ansøgning så længe, det er nødvendigt for at opfylde Jurafondens formål. Dine personoplysninger slettes senest 12 måneder efter, at vi har færdigbehandlet din ansøgning, med mindre opbevaring i længere tid er krævet i medfør af lovgivningen. En ansøgning anses for færdigbehandlet, når ansøgeren har fået meddelelse fra Jurafonden om, hvorvidt ansøgningen kan imødekommes. Under ingen omstændigheder opbevares data i længere tid, end hvad lovgivningen tillader.

I medfør af persondataforordningen har du visse rettigheder, herunder blandt andet (i) ret til at få adgang til dine personoplysninger, som behandles/er behandlet af Jurafonden, (ii) ret til at kræve dine personoplysninger, som Jurafonden opbevarer, slettet eller begrænset, og (iii) ret til at gøre indsigelser mod Jurafondens behandling af dine personoplysninger, og (iv) ret til at tilbagetrække dit samtykke til Jurafondens behandling af dine personoplysninger. Ønsker du at gøre brug af en eller flere af de rettigheder, som du har i medfør af persondataforordningen, bedes du venligst skrive til: kontakt@jurafonden.dk, hvorefter vi vil søge at imødekomme dit ønske.

Du har ret til at klage til Datatilsynet over Jurafondens behandling af dine personoplysninger.